23948sdkhjf

Konges Sløjd vækster med over 25 procent på bundlinjen - og slår rekord

Det populære børnebrand har nu tjent over 200 mio. kr. de seneste fire år

Konges Sløjds stifter og tidligere direktør, Emilie Konge Breindal, hoppede fra direktørposten tidligere på året

Hun slutter dog af med et rekordregnskab i sit sidste reelle år som direktør for det populære børnebrand, der sælger i tæt på 100 lande verden over. 

I et nyligt offentliggjort regnskab, der dækker hele 2023-året, rammer Konges Sløjd således den højeste bruttofortjeneste i virksomhedens historie. 

Tilmed vækster bundlinjen med cirka 27 %, hvilket sender årets resultat op på rekordhøje 65,3 mio. kr. - 1,2 mio. kr. højere end den hidtidige rekordbundlinje fra 2021-regnskabet. 

I ledelsesberetningen skriver Konges Sløjd - der altså har Jesper Wærum som frontfigur, at "resultatet er i overensstemmelse med forventningerne".

- I 2023 fortsatte Konges Sløjd sin vækst på både detail- og ecommerce-niveau, hvor vi sælger produkter til tæt på 100 lande på globalt plan. Vi fortsatte investeringerne i fremtidig vækst, og vi øgede vores stab, ligesom vi fortsatte vores investeringer i digitalisering, mens vi samtidig holder fokus på driftsmæssige effektiviseringer. Derudover etablerede vi vores første udenlandske selskab - Konges Sløjd Inc i USA, beretter Konges Sløjd-ledelsen. 

Konges Sløjd forventer "en begrænset salgsvækst" i 2024 - og regner i regnskabsåret med et overskud efter skat lig det, man har præsenteret for 2023. 

RetailNews forsøger at få en kommentar fra Konges Sløjd-direktør Jesper Wærum til 2023-regnskabet.

Konges Sløjd A/S
Regnskabsår 2023 2022 2021
Valuta mio. DKK mio. DKK mio. DKK
Nettoomsætning - - -
Bruttofortjeneste 142,0 113,3 97,4
Resultat af primær drift 85,5 68,2 80,0
Resultat før skat 83,8 66,2 82,1
Årets resultat 65,3 51,6 64,1
Balancestatus 169,6 153,6 125,9
Egenkapital 113,2 113,2 98,1
Antal ansatte 77 69 32
Kilde: CVR

Britiske ejere

Det er kapitalfonden 3i, der sidder på aktiemajoriteten af det dansk-stiftede selskab. 

Det skete i en handel, der ifølge Børsen indbragte sælgerne et milliardbeløb. 

- Vi har gennem noget tid ledt efter en global partner, som kunne være med til at fastholde momentum særligt i Asien og USA. Vi har valgt at "partner up" med 3i, som går ind med et strategisk fokus i forhold til at udvikle virksomheden - også digitalt, sagde bestyrelsesformand Peter Duedahl Sørensen til RetailNews i forbindelse med handlen. 

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157